Links
 

Informationsmøde d. 23. november kl. 19

Referat fra orienteringsmødet

Referat fra orienteringsmødet 23. november 2009 på Viby Bibliotek

Efterårets orienteringmøde for pladshavere i Marselisborg Lystbådehavn var henlagt til Viby Bibliotek, og bortset fra en noget søvnig belysning var det en udmærket ramme om mødet, der havde samlet omkring 80 pladshavere.

Efter at formanden, Flemming Bech, havde budt velkommen og Jørn Carøe var udpeget som ordstyrer, gik formanden i gang med dagsordenen, der omfattede fire punkter:

1.       Orientering

2.       Forventet resultat 2009 og budget 2010

3.       Vandet i havnen

4.       Eventuelt

Orientering

Flemming Bech indledte med at sige, at det er bestyrelsens opfattelse, at vi har grund til at være tilfredse med det forventede resultat. Havneudvidelsen er betalt, og alligevel forventer vi et overskud på ca. 25.000 kr.

Derefter fulgte en gennemgang af de traditionelle opgaver:

Det er en stor og vigtig opgave at holde havnen i god stand. Den er nu mere end 25 år gammel, og det kan især mærkes på jernkonstruktionerne. Mange af vore Y-bomme er ved at være gennemtærede. Vurderer vi, at de har en fremtid, bliver de repareret, forstærket og galvaniseret, primært på vort eget værksted. Der er gennem de senere år også konstrueret nye bomme, der gør, at vi udnytter broerne bedre.

Optagningen af både er afsluttet for i år, og er forløbet tilfredsstillende. Stativerne er blevet mærket med nye medlemsnumre, der er anbragt, så det er hurtigt at placere båden i stativet. Vi arbejder energisk på at få defekte stativer væk, og efter søsætning 2010 skulle vi gerne have de sidste gamle undervogne fra lastbiler væk.

Anvendelsen af søsætningskajen til vask og klargøring af både i foråret viste sig at være en god mulighed for de, der lod båden ligge i vandet i vinterhalvåret. Derfor vil det også være muligt i det kommende forår. Der skal laves en aftale med havnekontoret, og vi forventer som en selvfølge, at man også på søsætningskajen rydder op efter sig.

Der er igen ved at være gang i salget af bådpladser. Det er primært små pladser, der er til salg. Ønsker man at afhænde sin pladsret, skal Havnen have pladsen tilbudt. Vi tager så stilling til, om vi vil købe, eller om pladsen skal ud i fri handel. Der er mange, der ønsker et par eller mange ekstra moduler, eller eventuelt en anden plads. Giv havnekontoret besked, gerne på en mail, så ser vi hvad vi kan gøre. Husk at få en aftale med Havnen inden man køber ny båd.

Udlejning af bådpladser er gået lidt langsommere end de foregående år, men vi får stadig henvendelse om leje af plads. Bestyrelsen har derfor besluttet, at pladshavere, som ikke ønsker at bruge deres plads i 2010, og stiller den til rådighed for Havnen i hele den kommende sæson, og som meddeler Havnen dette senest 1. februar, også i den kommende sæson får en reduktion af årsafgiften på 50 %, der modregnes i årsafgiften for 2011.

Gennemførte projekter

Havnen har indkøbt nye bagagevogne, der er en kopi af de gamle. Hjælp dig selv og Andre ved at sætte vognen på plads og låse den efter brug, så vi ikke skal hente vognene oppe i byen.

Molehovederne er blevet renoveret, og der er sat nyt afvisertømmer op, og malet, så indsejlingen nu er tydeligt markeret. Der er udlagt anduvningsbøje og røde markeringsbøjer ved indsejlingen. Også dem har Havnen selv betalt.

Opsætning af redningsposter er nu færdig, og har dermed bidraget til, at alle brugere af havnen nu kan føle sig mere trygge. I forbindelse med Sikker Havn-projektet arrangerer Havnen og Sejlklubben i samarbejde med Århus Brandskole et kursus i brand og redning for førstehjælpere. Kurset afholdes på Restaurant Martino den 29. og 30. januar.

Mastekranen blev flyttet, da træbroen som den stod på, var så angrebet af pæleorm, at den ikke længere var sikker som fundering for mastekranen. Kranen er flyttet til Rita-kajen.  , men nu må vi se på erfaringerne, også fra søsætningerne til foråret.

De første masteskure har fået tag på, og vi vil gå videre med de øvrige skure, så snart vi har kapacitet til det.

I forbindelse med det nye havneanlæg har Havnen opført en ny toiletbygning, der også rummer et teknikrum.

Og så har vi ikke mindst færdiggjort havneudvidelsen mod vest, med nye molehoveder, oprensning og uddybning af indsejling og bassin, samt broer med belysning, el og vand. Projektet blev påbegyndt på rette tidspunkt, var færdigt til tiden, og det hviler økonomisk i sig selv. Vi syntes, at der var god grund til at markere indvielsen af det nye bassin, og det skete den 6. juni i solskin og med højt humør, med mange deltagere fra havn og by. Det var en dejlig dag som var tilrettelagt og afviklet som et fælles projekt med Sejlklubben. Uden gensidig inspiration og hjælp havde det ikke været muligt at stable et sådant arrangement på benene.

Fremtidige projekter

Bestyrelsen arbejde med flere fremtidige projekter. Her skal nævnes bådudstillingen i august 2010 i samarbejde med Danboat og Sailing Århus. Arrangement vil medføre en midlertidig flytning fra pladserne i vest del af havnen, men der vil komme mere information, når vi er lidt længere fremme med planerne.

Toiletter og baderum på øen trænger til en opgradering. Vi indhentet arkitektforslag til nyindretning af  stueetagen, dvs. toiletter, baderum, teknikrum og vaskeri.

Vi arbejder stadig med en genforhandling af lejeaftalen med kommunen med henblik på en åremålsforlængelse, men drøftelserne med kommunen har ligget underdrejet på grund af kommunevalget..

Henvendelser fra pladshavere

Vi får mange positive henvendelser fra tilfredse pladshavere, men der er en enkelt pladshaver, der gør, hvad han kan for at bringe bestyrelse, havnechef og havn i miskredit. Dette er efter vor opfattelse uden grund.

Flemming Bech nævnte herefter en række forhold, som den pågældende har rejst overfor havnen og så at sige alle involverede myndigheder, med påstand om, at lovkrav, regler osv. Ikke er overholdt. Det har haft den konsekvens, at Havnen har haft et helt urimeligt tidsforbrug på behandling af disse sager, mails, møder osv. Det kan bestyrelsen ikke sidde overhørig, og vi agter at træffe de nødvendige forholdsregler.

Efter formandens orientering var der enkelte spørgsmål til denne.

Henrik Jensen og Hans Jørn Knudsen spurgte begge til vilkårene for de andre lystbådehavne, hvortil Flemming kort nævnte forholdene vedr. FTL-havnenes overgang til kommunalt regi, og at Egå ligger på kommunal grund. ”Vi vil fortsat  holde kontakt med Århus kommune. Vores aftale med kommunen løber 18 år endnu, men vi vil gerne have genforhandlet aftalen i god tid.

Forventet resultat 2009 og budget 2010

Havnechef Thomas Fog gennemgik derefter hovedtallene i det foreløbige regnskab. Generelt har året været positivt for MH. Mange havne har haft et sløjt år på grund af færre gæstesejlere, men MH har fastholdt de forventninger, som budgettet afspejlede.

Forventet resultat

På indtægtssiden forventer vi et plus på ca. 280.000 kr. i forhold til budget 2009. Her har udlejning og salg af diesel været bedre end forventet. På udgiftssiden holder vi den budgetterede lønudgift, hvorimod posten ejendomsudgifter har været dyr. I denne ligger udskiftninger og vedligehold af kloakanlægget, bl.a. 2 nye pumper. Der er også en overskridelse på posten materialer og vedligeholdelse, som dog indeholder vores nye toilet- og teknikbygning, der således er finansieret over driften og afskrevet. Med mindre variationer på revision og bogføring (+35.000 kr.), der kan tilskrives havnebyggeriet, sparede advokatomkostninger (-45.000 kr.), og en forventet diversepost (+ 40.000 kr.) lander vi på samlede udgifter på 4,6 mio. kr. Alt i alt udviser det forventede regnskab et resultat før afskrivninger på 556.000 kr.

Indskud og havneanlæg er som tidligere omtalt flyttet til direkte afskrivning, hvorfor denne post går i nul. Tilbage er afskrivninger på egne lokaler (269.000 kr.), inventar og maskiner (140.000 kr.), i alt afskrivninger på 409.000 kr. Med renter på et anlægslån på 132.000 kr. ender vi på et samlet årsresultat på 25.000 kr.

Spørgsmål

-Er havneudvidelsen indbefattet i det viste regnskab? Thomas: Nej, det kommer lidt senere.  Næstformand Carsten Mikkelsen supplerede ved at sige, at indskud  ikke længere er bogført som langfristet gæld, da Havnen ikke har en tilbagebetalingspligt. Tidligere skulle  havneanlægget afskrives, hvilket betød en årlig driftsomkostning. Denne afskrivning er nu bortfaldet, idet indskuddene er anvendt til afskrivning af havneanlægget inkl. udvidelsen.

-Har havnen for få plader på lager? Thomas: Nej, vi skal ikke have pladser på lager, men formidler evt. salg af pladsret.

Budget 2010

Med ny regulering af årsleje forventer vi en indtægt herfra på godt 1,7 mio. kr. Med fastholdelse af udlejning og gæsteindtægter og et nettooverskud på dieselsalg på 50.000 kr. forventer vi indtægter på i alt 5,18 mio. kr.

På udgiftsbudgettet er løn sat til ca. 100.000 mere end i 2009, da vi forventer at have to flexjobbere ansat. Ejendomsudgifter indeholder ingen ekstra omkostninger, i posten materialer og vedligehold er der afsat plads til vedligeholdelsesprojekter, der endnu ikke er navngivet. Vi forventer en stigning på el og vand, der skyldes, at havnen er blevet større. Vi forventer stigninger på mødeudgifter, pga. ekstra meget aktivitet, ligesom vi har sat ekstra midler af til advokatomkostninger, jfr. formandens orientering. Vi forventer at skulle bruge 50.000 kr. mere til køb af diesel, og endelig er der en budgetreserve på 56.000 kr. Udgifter i alt 4,6 mio. kr. Resultat før afskrivninger på 542.000 kr.

Der er budgetteret med afskrivninger på i alt 390.000 kr. , heraf egne lokaler 265.000 kr. og inventar og maskiner 125.000 kr. Hertil kommer renteudgifter på anlægslån, 122.000 kr. Det samlede resultat 2010 jfr. budget er på ca. 30.000 kr.

Byggeregnskabet

Thomas Fog gennemgik derpå kort regnskabet for havneudvidelsen. Foruden hovedentreprisen til 5,7 mio. kr. er der afholdt en række andre omkostninger til uddybning, veje, el, bygningstegninger, tilslutningsafgifter, materialer osv. I alt har havnen kostet 7,1 mio. kr. eksklusive toiletbygningen, der som nævnt er betalt over driften. Der er solgt pladser for 7,3 mio. kr., så det nye anlæg hviler i selv.

Nye opgaver

Havnechefen gennemgik derpå en liste over opgaver, der skal udføres. Bl. a. nye el - og vandstandere samt hovedhaner, udskiftning af brædder på bro 5 og 6, grillplads på bro C, overdækning af mastestativer, toilet på jollepladsen, indretning af kontor og møderum i værkstedsbygning m.m.

Priser 2010

Derpå blev de nye priser, der gælder fra 1. januar 2010 vist og gennemgået. Indskud for pladsmoduler er reguleret op med 5 %.  Årsafgift, årsleje og 3-måneders leje samt leje på land ligeledes med 5 %. Vinterleje, jollerampe og kort til østmolen fastholdes på 2009 niveau. Gæstepriserne er generelt sat op med 10 kr. Der er indført en ny takst for både over 18 meters længde på 460 kr. Når kommunen har godkendt priserne, vil prisbladet være tilgængeligt på Havnens hjemmeside.

De første masteskure har fået tag på, og vi vil gå videre med de øvrige skure, så snart vi har kapacitet til det. 

Spørgsmål og kommentarer

Inge Abildgaard: Hvor mange mand er der på havnen? Thomas: Bob, Lars og 2 flexjobbere.  

Hans Jørn Knudsen: Kan der ikke gøres noget for at forskønne området ved og overfor værkstedet, der ligger meget jern og andet, der får området til at se rodet ud. Man kunne evt. plante nogle hække. Thomas: Vi gør hvad vi kan for at holde orden, men vi skal bruge meget oplagsplads. Vi vil se, hvad vi kan gøre ved det.

William: Synes, at alle el-standere skal være forsynet med Tallycard-betaling. Thomas: Det kommer snarest muligt.

Otto: Efterlyste bænken på bro 5. Hvor er den blevet af? Thomas vil overveje sagen.

Henrik Jensen: Vil gerne have en grillplads på bro 5.                                                                      

Vandet i havnen

 

Carsten Mikkelsen gav en detaljeret redegørelse for forholdene vedr. de 2 udløbsrør, som efter havneudvidelsen nu munder ud i selve havnebassinet.

Marselisborg Havn havde tidligere 2 indsejlinger, og i den vestligste af disse indsejlinger forefandtes 2 udløbsrør, som var og er en del af et større overløbssystem fra baglandet. Dette overløbssystem fungerer derved, at ved nedbør af et sådant omfang, at de almindelige regn- og spildevandsledninger (der ikke endnu foretaget separering af regn- og spildevand) ikke er tilstrækkelige, løber det nu kraftigt opspædede spildevand ud i en lang række overløbsrør, som alle føres ud i Århus Bugten. Overløbsrørene munder ud flere steder, blandt andet i den i byen frit lagte å, i Århus Havn og tidligere i indsejlingen til Marselisborg Havn, samt flere steder direkte i bugten, bl.a. langs Strandvejen.

 

I forbindelse med udvidelsen af Marselisborg Havn valgte man at bibeholde de 2 udløbsrør, således at de nu munder ud i havnebassinet, blandt andet ud fra den betragtning, at der ifølge det oplyste ikke var nogen miljømæssig risiko, og at der i løbet af ganske få år – i forbindelse med bygningen af Marselis tunnelen - vil ske separering af regn- og spildevand, hvorefter det kun vil være regnvand som kommer ud. Denne beslutning kan man være uenig i og kritisere, men den er taget og kan ikke gøres om.

 

En enkelt pladshaver har igennem det senest halve år forfulgt havnens bestyrelse omkring de 2 udløbsrør, og stort set alle myndigheder har været inde over sagen. Konklusionen er imidlertid, at alt er på plads lovgivningsmæssigt – der henvises i den forbindelse til de 2 skrivelser fra hhv. Vand og Spildevand og Århus Miljøcenter, som er at finde på havnens hjemmeside.

 

Den pågældende pladshaver har dog ikke stillet sig tilfreds med myndighedernes konklusioner, idet han synes besat af, at der skal placeres et ansvar – hvad han så end mener med det. Bestyrelsen står ved sin beslutning, som blandt andet sparede pladshaverne for en udgift i størrelsesordenen 1,5 mkr. – men det ser ud til, at pågældende pladshaver nu går mere efter manden end bolden.

 

Carsten Mikkelsen opfordrede herefter den pågældende pladshaver, der helt som varslet var til stede med sammen med sin advokat,  til nu klart over forsamlingen at melde ud, hvad det er han forfølger og hvilke krav han vil rejse overfor havnen. Mener han at der er begået noget kriminelt, så anmeld havn og bestyrelse til politiet – er i øvrigt allerede sket uden at politiet har fundet anledning til at tage sagen op. Er der lidt et økonomisk tab, så dokumenter det og bevis, at havnen er ansvarlig.

 

Carsten Mikkelsen kunne herefter følge op på formandens bemærkninger om, at en enkelt pladshaver gør hvad han kan for at bringe havnen, bestyrelsen og havnechefen i miskredit, - og  ikke overraskende er det samme pladshaver som forfølger sagen om de 2 udløbsrør.

 

Carsten Mikkelsen kunne oplyse, at der i en efterhånden ganske omfattende mailkorrespondance er fremsat beskyldninger om lovovertrædelser, sort arbejde, ulovlig videoovervågning, bedrageri, repressalier og chikane - eksemplerne er uendelige og udokumenterede. Beskyldningerne fremkommer ikke kun direkte til havnen, men også og særligt i henvendelser til myndighederne, dvs. kommunen (embedsmændene, politikerne/rådmænd/borgmester), Staten (Kystinspektoratet og miljøministeriet), SKAT, politiet osv. – og der har ikke været hold  i noget som helst.

  Også vores samarbejdspartner omkring havneudvidelsen MT Højgaard har måttet stå model til lidt af hvert i samme stil, herunder politianmeldelser.

 

Carsten Mikkelsen fremhævede, at der hvor bægeret flyder over er den omfattende miskreditering, som vi er udsat for i forhold til myndigheder, som havnen refererer til, og således i forhold til vores virke for havnen.

Carsten Mikkelsen påpegede, at medmindre der sker en markant ændring i den pågældendes adfærd, så ser det ud til at vi står overfor en eksklusionssag, som utvivlsomt vil blive fulgt op af et sagsanlæg fra den pågældende pladshaver – derfor er der afsat 100.000 kr til advokat i budgettet.

I den forbindelse omtalte Carsten Mikkelsen kort de vedtægtsændringer, som bestyrelsen vil gennemføre. I selve vedtægterne ændres reglerne om suppleanter, således at disse udgår og bestyrelsen i stedet består af 5-7 medlemmer. I tilknytning hertil ændres pladsretsbestemmelserne først og fremmest med præcisering af bestemmelserne vedr. bådtype. Men herudover sker der en opstramning og præcisering af misligholdelses- og eksklusionsreglerne, således at der i pladsretsbestemmelserne er et samlet overblik, - og der skal ikke herske tvivl: Man kan ekskluderes fra Marselisborg Havn.

 

Der var herefter anledning til at stille spørgsmål og give kommentarer. Ingen ønskede ordet, - heller ikke den omtalte pladshaver eller hans advokat , selvom de havde bebudet det og selvom Carsten Mikkelsen kraftigt havde opfordret dem til nu at stå frem for pladshaverne og tilkendegive deres krav.

Eventuelt

Der var til mødet indsendt spørgsmål fra William Christensen vedrørende Fondens organisation, ledelse og daglige drift, samt fondens økonomi. William forelagde selv sine spørgsmål, der omhandlede vedtægtens §5 om bestyrelsens sammensætning og opgaver. Han mente, at da bestyrelsens medlemmer selv er pladshavere, skal de på en gang varetage pladshavernes og fondens interesser, hvilket kan medføre en interessekonflikt. Han foreslog derfor, at man skulle have en professionel bestyrelse, gerne med yngre kræfter. 

 

Der var ligeledes varslet spørgsmål fra Per Udengaard om pæleplacering, havneafgift ved bro C og den nye havneudvidelse. Per Udengaard og hans advokat ønskede dog ikke at fremsætte spørgsmålene på mødet.

 

Pladshavermødet 2010

Pladshavermødet er fastlagt til at finde sted torsdag den 25. marts 2010.

 

Referat: Mogens Larsen