Marselis Havhave
Bugtens spisekammer 🌊
Et lille stykke ude i bugten, ud for Ørnereden, hænger tovværk og strømper med muslinger og tang og vugger i strømmen. Her, midt i Aarhusbugten, ligger et lille havhaveanlæg – et levende lille spisekammer, hvor natur og mennesker arbejder sammen.
I Marselisborg Lystbådehavn holder foreningen Marselis Havhave til. Her mødes de frivillige, splejser liner, planlægger sejlture og deler erfaringer fra sejlturene på bugten. For når vinden og vandet tillader det, sejler de ud for at høste, strømpe eller måle vækst på muslinger og tang.
”Det smukke er, at vi dyrker mad og miljø på samme tid,” fortæller Esben Kullberg fra Marselis Havhave. ”Muslingerne vokser i deres eget tempo, de renser vandet, og til sidst ender de på vores tallerkener. Det giver mening hele vejen rundt.”
Muslingerne filtrerer bugtens vand for næringsstoffer, og snart dyrkes der også tangarter som søl og strengetang – ingredienser, der både smager af hav og rummer masser af næring og bæredygtig fremtid.
Foreningen er en del af den landsdækkende bevægelse Havhøst, hvor lokale maritime haver viser, at havet kan give mad uden at forbruge ressourcer. Tværtimod giver det renere vand, mere liv – og et stærkt fællesskab omkring vores blå natur.
Som Esben Kullberg siger: ”Vi kalder det Marselis Havhave, men i virkeligheden er det hele bugtens have – og den er åben for alle, der vil være med.”

👉 Læs mere om projektet her: