Pladshavermøde i Fonden Marselisborg Lystbådehavn
27. marts 2025
Til stede fra bestyrelsen: Carsten Mikkelsen (CM), Søren Hald (SH), Lisbeth Bladbjerg (LB), Povl
Nielsen (PN)
Fraværende: Thomas Storgaard, Søren Kronborg
Ledelse: Thomas D. Fog (TDF)
Kritiske revisorer: Henrik Jensen (HJ) og Bjarne Vium (BV)
Dirigent: Lars Gregersen (LG)
Fremmødte: 120
Dagsorden
1. Velkomst
2. Valg af dirigent
3. Bestyrelsens beretning om fondens virke
4. Orientering om økonomi, budget og takster
5. Havnechefen orienterer
6. Indkomne forslag/spørgsmål
7. Udpegning af medlemmer til bestyrelsen og af kritisk revisor
8. Eventuelt
1. Velkomst
CM bød velkommen til pladshavermødet.
2. Valg af dirigent
LG valgtes som dirigent. Han konstaterede, at pladshavermødet var lovligt indvarslet og
beslutningsdygtigt.
3. Bestyrelsens beretning om fondens virke
CM fremlagde bestyrelsens beretning: Vi kan se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år på
Marselisborg Havn.
I 2024 fik vi færdiggjort:
• moderniseringen af bro 4 og 5,
• vi brugte meget tid på sagen om helårsbeboelse,
• vi har arbejdet med nye vedtægter og
• vi har arbejdet med havnens udvidelse,
• og så naturligvis de mange gøremål og udfordringer i dagligdagen – men det skal jeg alt
sammen komme tilbage til.
Jeg vil starte med det økonomiske, hvor vi igen kan præsentere flotte tal:
• Omsætning/indtægter 13,2 mkr.
• Udgifter 10,8 mkr.
• Overskud før renter og afskrivninger 2,3 mkr.
• Afskrivninger 1.1 mkr.
• Resultat 1,3 mkr.
• Aktiver 10,7 mkr.
• Egenkapital 9,2 mkr.
• Soliditet 86 %
• Gældfri
Resultatet er anderledes end det, vi forventede tilbage i november – dette skyldes ene og alene, at
vores revisor KPMG ændrede holdning, da vi kom til selve regnskabsafslutningen. Vi havde egentlig en
aftale om kun at skulle aktivere 1 mkr. til bro 4/5 projektet, men det ændrede sig til, at vi kun måtte
udgiftsføre 1 mkr. og i stedet skulle aktivere ca. 3.5 mkr. til afskrivning over 7 år.
Som det er jer bekendt, så vil bestyrelsen helst, at så meget som muligt udgiftsføres direkte over
driften, når nu det hele er betalt kontant, men det lykkedes ikke, og i stedet kommer vi ud med et
overskud og en større egenkapital. Vi er som sådan ikke hverken rigere eller fattigere af den grund, og
vi kan leve med evt. at realisere underskud i de kommende år for at få egenkapitalen ned på et mere
naturligt leje.
Afgørende er, at Fonden er gældfri, og vi har pænt med likvider til at håndtere evt. uforudsete udgifter.
I forbindelse med udsendelsen i november informerede vi om, at bestyrelsen havde truffet beslutning
om at ændre den beslutning om nedskrivning af modulprisen, som vi vedtog tilbage i foråret 2017. En
beslutning der som bekendt gik ud på, at vi i 2030 ville nedskrive modulprisen fra de nuværende 3.287
kr. til max. kr. 2.500.
Beslutningen dengang var baseret på vores kalkulation på, hvor meget det kostede at etablere en
bådplads. Efter at have gennemført bro 4/5 projektet ved vi nu meget mere præcist, hvad det koster,
og på baggrund af inflation med dertil hørende prisstigninger i de senere år kan vi konkludere, at
modulprisen ikke kommer under de nuværende 3.287 kr. pr. modul. Derfor ændrede vi beslutningen
fra 2017, og det betyder altså, at der ikke kommer nogen nedskrivning i 2030.
Thomas går mere i detaljer med økonomien under næste punkt, men jeg synes, at der er grund til at
bemærke, at godt nok har vi stor gæsteindtjening, men kun 1/3 kommer fra sejlende gæster, resten er
autocampergæster! Vi behøver næppe gøre meget for at der kommer flere autocampergæster – det
ser ud til, at der foregår en mund til mund markedsføring i de kredse – men vi interesserer os
naturligvis for om muligt at få flere sejlende gæster, bl.a. så vi udnytter de ledige pladser, når vi selv
sejler væk.
Helårsbeboelse
Sidste år kunne vi fortælle om den sag, som pludseligt og som lyn fra en klar himmel ramte os i januar
2024, nemlig at kommunens tekniske forvaltning i al deres visdom var kommet frem til, at man skal
søge byggetilladelse, hvis man vil bo helårligt på sin båd.
Vi indsendte i marts et omfattende høringssvar, som vi aldrig har fået svar på. Ret usædvanligt!
De berørte beboere stiftede foreningen FBLAK med vores gamle pladshaverer, Hans Schneider, i
spidsen.
Sammen forsøgte vi hen over sommeren på forskellig vis bl.a. at få politikerne i tale, og i slutningen af
september fik vi på et møde med rådmanden bekræftet, at det var et politisk ønske, at det fortsat
skulle være muligt at bo på sin båd, dog skulle der være nogle regler, således at krav til brand, miljø
mm var opfyldt. I oktober fik vi en skriftlig bekræftelse fra MTM, og herfra gik vi ud fra, at vi sammen
skulle finde ud af at opstille de krav, som skal gælde, for at man må bo helårligt på sin båd – de fleste
kender vi selv her i vores havn, idet vi i mange år har haft et regelsæt.
Men sagen kom ikke rigtig videre, og i januar kunne vi konstatere hvorfor: sagen var nemlig, at man i
Sport- & Fritidsforvaltningen, som hører under Kulturforvaltningen, og som i sin tid tilbage omkring
2017 startede denne sag, fortsat kæmpede imod. Vi var således vidne til, at to magistrater var i
indbyrdes konflikt. Vi fik god hjælp af TV2OJ, som hurtigt fangede sagen, og det blev igen bekræftet, at
politikerne ønsker, at der er mulighed for helårsbeboelse – og til sidst fik vi også en tilsvarende
bekræftelse fra ministeren.
Langt om længe fik vi Sport & Fritid sat på plads, og senest er vi sammen med FBLAK gået i dialog med
MTM om at finde en model. Der er mange juridiske udfordringer, for det ikke sådan lige at anvende
byggelovgivningen på et lystfartøj, men der er vilje hos MTM til, at vi skal finde en løsning. Forhåbentlig
lykkes det hen over de næste måneder at finde en brugbar model og forhåbentlig en model, som ikke
ligger langt fra det, vi kender hos os selv.
Nye vedtægter
Som omtalt sidste år var det fra Erhvervsstyrelsens side blevet påpeget, at kommunen var tillagt for
store beføjelser i forhold til vores vedtægter. Vi er en erhvervsdrivende fond, der som udgangspunkt er
under tilsyn fra Erhvervsstyrelsen. I mange år har vi dog mere været under tilsyn fra kommunen, hvilket
ikke er hensigtsmæssigt, når vi samtidig skal indgå aftaler med kommunen om fx en ny overenskomst,
udvidelse osv.
Det blev aftalt, at vi skulle fremkomme med udkast til en revision af vedtægterne, også fordi vi selv
havde ønsker til en modernisering. Først skulle vi dog omkring en længere diskussion med
Erhvervsstyrelsen, kommunen og os mht. den indflydelse, som kommunen kan tillægges i forhold til
Fonden.
Da det var på plads, kunne vi arbejde videre med en lang række ændringer i forhold til kommunen,
men også med den ændring at Kystdirektoratet, som også i de gamle vedtægter var tillagt forskellige
beføjelser, skulle skrives helt ud af vedtægterne, idet der ikke længere er noget lovgrundlag for, at de
skal have beføjelser i forhold til os.
Selvom vi havde det færdige udkast klar for et halvt års tid siden, så skulle Kystdirektoratet bruge en 4-
5 måneder på at acceptere og først i sidste uge har vi fået den formelle godkendelse fra kommunen –
selvom vi havde forhandlet de ændringer, som berører kommunen, på plads sidste sommer, så skulle
vedtægterne formelt godkendes af politikerne.
Efterfølgende har bestyrelsen på to ekstraordinære bestyrelsesmøder vedtaget de nye vedtægter, som
nu anmeldes til registrering i Erhvervsstyrelsen.
Følgende ændringer er gennemført:
• Navnet er ændret til Marselisborg Havn
• Ledelsesstrukturen er tydeliggjort – bestyrelsen har det overordnede ansvar og ansætter en
daglig leder
Kommunen skal ikke længere godkende:
• Evt. ændringer i havnereglementet
• Vilkår for salg, overdragelse og udlejning af bådpladser
• ”Bestemmelser om indskud og ret til bådplads i havnen”
• Beregning af pladsindskud
• Pladsanvendelse
• Årsafgift
• Havnechefen kan tegne fonden sammen med formanden og et andet medlem af bestyrelsen
• Godkende vores regnskab
• Der indføres elektronisk kommunikation
• Vedtægtsændringer medmindre de indskrænker kommunens tilbageværende, rettigheder
eller fondens formål ændres, eller der sker salg eller pantsætning
• Fondens evt. likvidation
Hvor har kommunen så stadig indflydelse: Den skal godkende salg og pantsætning.
Ganske omfattende indskrænkninger i kommunens indflydelse. I virkeligheden har vi ikke oplevet, at
kommunen blander sig, men nu er det sikret, at det også formelt er på plads, Og vi er med andre ord
herre i eget hus.
Udvidelse
En ”never ending story” – jeg kan næsten ikke mindes et pladshavermøde, hvor vi ikke har talt om
udvidelse, det har været et tema i hvert fald de sidste 10 år.
2024 har jo været præget dels af Aarhus Havns planer om en stor udvidelse, der blev stoppet, og dels
af at Foreningen Beskyt Havmiljøet har jagtet alternative placeringsmuligheder for Aarhus Vand.
Det korte af det lange er imidlertid – som I har kunnet læse i dagspressen tidligere på måneden – at
Aarhus Vand kun ser det såkaldte Hovedforslag som en mulig løsning, og det er det, som man nu
arbejder videre med, og det er det projekt, som vi er en del af.
Vi ved, at Aarhus Vand er i tæt dialog med bl.a. Beskyt Havmiljøet, som nok trods alt anerkender
hovedforslaget som værende den eneste løsning, men om vi undgår lang klagesagsbehandling, ved vi
naturligvis ikke.
Seneste tidsplan viser, at byrådets endelige godkendelse forventes at ligge i 2. kvt. 2028 – ja, I hørte
rigtigt – tre år fra nu. Holder denne tidsplan, er det den første, som har gjort det – yderligere
forsinkelser er sandsynlige.
Overenskomst
Vores nuværende overenskomst om drift af Marselisborg Lystbådehavn kan ved udgangen af 2025
opsiges med fem års varsel til udløb ved udgangen af 2030. Det betyder to ting:
1. Der arbejdes intenst på en grundlejeaftale med de tre bygningsejere, som vi har på havnen,
idet deres grundlejeaftale følger vores overenskomst. En ny grundlejeaftale er samtidig
forudsætningen for en kommende udvidelse, idet grundlejen skal finansiere udvidelsen. Vi
taler om en grundleje i niveau 7 mkr. årligt i 2031.
Hertil er der en lang række forhold i den gamle overenskomst, som der skal gøres op med,
ligesom der igennem årene er indgået rigtig mange aftaler af forskellig art mellem havnen og
bygningsejerne, som skal lukkes.
Udover grundlejen skal der også betales til den løbende drift af havnen, og for havnen er det
vigtigt at få dette landet rigtigt. Det bliver utvivlsomt et noget større beløb end det,
bygningsejerne betaler i dag, men for os er opgaven, at vi mister en grundlejeindtægt i niveau 3
mkr., som vi skal have erstattet med andre indtægter. Vi undgår ikke en forhøjelse af
årsafgiften, men jo flere indtægter, vi kan finde andre steder, jo mindre forhøjelse.
2. Der skal udarbejdes en ny overenskomst for de næste 30 år. Målsætninger er, at vi når i mål
med dette inden årets udgang – også fordi kommunens forhandler er Christian Mølgaard (tidl.
Juridisk chef og nu projektchef på Hovedforslaget), som stopper ved årets udgang. Han har
været central igennem alle årene, og vi har oparbejdet en gensidig tillid og forståelse for,
hvorledes rammerne for den fremtidige overenskomst skal tage sig ud.
Alt i alt har vi således en drøm om, at vi inden årets udgang får forholdene omkring helårsbeboelse på
plads, får de nye vedtægter registreret og får en ny overenskomst på plads.
Det er de tunge emner, som bestyrelsen er direkte involveret i – hertil kommer jo alle de daglige
opgaver og udfordringer, hvor vi heldigvis har Thomas og hans mandskab – en stor tak for den indsats I
gør.
Med bro 4/5 renoveringen fik havnen et kæmpe løft sidste år. Vi synes, at vi har nogle fantastiske
rammer, og det er dejligt at se, hvor mange som gør brug af havnen, hvad enten det er de mange
klubber og klubmedlemmer, de mange erhvervsdrivende, de mange gæster som kommer ad
landjorden og jo ikke mindst os selv – sejlerne.
Men vi hviler ikke på laurbærrene; I kender os godt nok til at vide, at der sikkert pusles med endnu flere
forbedringer og nye projekter, men mere herom næste år.
I bestyrelsen har vi et glimrende, konstruktivt samarbejde og en god dialog med Thomas, som vores
daglige leder – tak for det.
Vi har også en rigtig god dialog med de kritiske revisorer, tak for det, og særligt tak til dig, Henrik
Jensen, du har solgt båd og plads og kan dermed ikke være med længere. Det har været en fornøjelse
af arbejde sammen med dig.
Den største tak er dog til jer, som er med til på bedste vis at udfylde rammerne og gøre vores havn til et
vidunderligt sted at opholde sig.
LG spurgte, om der var spørgsmål til beretningen. Der var ingen spørgsmål.
4. Orientering om økonomi, budget og takster
Før mødet blev årsregnskabet sendt ud til alle pladshavere. TDF gennemgik resultat 24 og budget 25,
indtægter og udgifter samt aktiver og passiver.
Efter gennemgangen spurgte LG, om der var spørgsmål.
John, 1299: Har observeret at flere pladser sættes til salg privat, fordi havnen ikke har kunnet komme
af med dem til ventelisten. Spørgsmålet er, om man som pladshaver skal være bekymret for at kunne
sælge sin plads?
TDF: Verdensbilledet har ændret sig. Vi kan mærke en begyndende resignation, men det er de små
pladser, der er svære at komme af med. Pladserne sælges ikke til lavere pris, men de er vanskeligere
at komme af med.
LG gav ordet til de kritiske revisorer.
BV gennemgik på vegne af de kritiske revisorer: Vi har været med til et møde i år, og vi modtager
referaterne.
Egenkapitalen er god. Grundlæggende får vi den information, vi skal have, og vi er tilfredse. Vi opfatter
havnen som økonomisk velfunderet og dermed som rustet til fremtiden. Vi kan desuden konstatere, at
bestyrelsen overholder vedtægterne.
LG spurgte, om der var spørgsmål. Ingen spørgsmål.
5. Havnechefen orienterer
TDF orienterede: Bemandingen på havnekontoret bliver ændret, da Nina skal på barsel til sommer.
Dette kan betyde kortere eller ændrede åbningstider, men brug telefon og mail, hvor I altid kan få fat
på mig.
Lysstanderne på bro 1 er blevet skiftet pga. tidevandssikring. De nedtagne standere tages hen på
flydebroerne, og i øvrigt udbredes Compusoft til mere af havnen.
Mht. gæster i havnen er der efterhånden flere autocampere end sejlere. Vi møder ikke autocamperne
særlig ofte på havnekontoret, så de er nemme og gode gæster. På trods af en lille nedgang i sejlende
gæster er vi stadig er en af de mest velbesøgte havne.
Tallykort: Tallycomputeren på havnekontoret er i kritisk tilstand. Derfor afvikler vi Tallykort. Kortene
kan refunderes frem til 31. maj. Undtagen bro 9 og 10, hvor kortene kan bruges et stykke tid endnu.
Dog bliver nogle pladser på bro 10 lavet om til compusoftsystemet.
Med compusoftsystemet bliver døradgange kodebaseret, men det er muligt at få lavet en brik, hvis
man ønsker en fysisk nøgle.
Vi indfører compusoft efter følgende plan:
• På de større pladser på bro 9 og 10 i foråret 2025
• På Vestpladsen i foråret 2025
• De sidste døradgange i foråret 2025
• Resterende pladser på bro 9 og 10 i efteråret 2025
Parkering: P-klistermærkerne til forruden udgår, da p-vagterne bruger ekstra tid på at tjekke dem. Det
er aftalt, at man i første omgang får en reminder (og ikke en bøde), hvis bilen ikke er registreret i det
elektroniske parkeringssystem.
Miljø på bro 5: Jacob, havnens tømrer, har lavet et flot legeskib. Desuden er der etableret legefelter og
en ny bænk af gamle pæle fra havnebassinet.
Liften: Liften overgår til compusoftsystemet. Fremover er den kun til brug for pladshavere. Man skal
aktivere den med en kode, og prisen bliver sat op til 350 kr. pr. påbegyndt time. Prisforøgelsen skyldes
mange fejlbetjeninger, som er dyre at rette op på.
Automatiske rød-/grønlamper: Vi ønsker at gøre vendingen af skilte digitaliseret, og derfor kører vi
forsøg med dette. I øvrigt, hvis nabopladsen står tom, så hjælp gerne med at vende skiltet, men kun til
grøn. Havnekontoret skal nok være behjælpelig med at vende til rød – brug rød-/grøntelefonen.
Affaldssortering: Der er kommet flere regler ang. affaldssortering, hvilket gør, at vi foretager nogle
ændringer på havnens område. Vi indskrænker antallet af afleveringsenheder, og man må kun bruge
gennemsigtige poser. Vores skraldefirma, Marius Pedersen, tjekker, om der er sorteret korrekt, og man
risikerer en bøde, hvis det ikke er tilfældet.
Ny toiletbygning på bro 10: Den gamle bygning var indtaget af rotter, så Jacob og Peter har gjort en stor
indsats for at sikre den nye bygning. Derudover er der bygget en ny omklædning til Baderiget.
Bygningerne er nemme at flytte, hvis det skulle blive nødvendigt.
Mærkning af stativer: Strips afløses af magneter, som sættes på stativet. Båden bliver dermed
nemmere at finde på land.
Nye regler ang. bundmaling: Der er kommet skærpede krav til bundmaling. Tjek evt. Miljøstyrelsens
hjemmeside for at se, om den benyttede bundmaling er på positivlisten. Brug havnens udstyr ifm.
slibning af bunden, og orienter dig på havnens hjemmeside omkring, hvordan man gør.
Bådcafé: Preben, som ejer Bådcafé, ønskede ikke at skifte til sin sommerplads for enden af bro C, da
han ville være en del af hovedøen. Hvis han blev liggende, ville vi miste adgangen til kanalen med
dertilhørende indtægter. Derfor har vi etableret en ny plads til Bådcafé, og dermed en ny plads i det
hele taget. På pladsen bag Bådcafé kommer der til at ligge en båd fra Yachtbasen.
Affugtning af både over vinteren: Cotes, som leverer vores affugtningsanlæg, er kommet med en mere
energieffektiv løsning, som fylder mindre. Der kan være tre både pr. maskine, og projektet tegner i det
hele taget bedre. Vær hurtige, hvis I vil med på ordningen til vinter.
LG spurgte, om der var spørgsmål.
Thomas, 3772: Hvad hvis man har en lejet bil og ønsker adgang gennem bommen ud til Østmolen?
TDF: Kontakt havnekontor, så hjælper vi på den ene eller den anden måde.
Pladshaver: Er der en politik for de store både? Pladshaveren har en oplevelse af dårligt udsyn, når
man sejler.
TDF: De større både i havnen har været et eksperiment, men vi kan konstatere, at både på omkring 22
meter er for store til havnens miljø. De store både er under afvikling og på vej ud. Når der skal bygges
ny havn, skal vi have broer til de større både.
Søren, 3560: Har havnen styr på, hvad der foregår med saunaklubben? Søren er bekymret ved tanken
om flere saunaer og bygninger og den larm og ballade, som det evt. måtte medføre.
TDF: Havnen er for alle, og vi samarbejder med klubber og foreninger såvel med som sejlere. Vi stiller
krav til klubberne, og Baderigets medlemmer har fået armbånd for at sikre, at det er medlemmer, som
bruger klubben. Derudover har vi mulighed for at komme på kontrolbesøg.
Pladshaver: Hvad med adgang til sejlklubben ifm. udfasning af Tallykort?
TDF: Vi er i dialog med Sejlklubben, og klubben vil formentlig gerne med over på compusoftsystemet.
Lars, 3476: Kan konstatere, at autocampere er en god forretning for havnen. I den forbindelse: Skal de
gamle både fjernes fra Østpladsen, så der bliver flere pladser til autocampere?
Thomas: Vi forsøger at få de både fjernet, som vi kan, men det er ikke altid nemt. Nogle af dem er også
udtryk for en kuldsejlet drøm, men det er korrekt at autocampere er en god brugergruppe.
Kunstforening Marselisborg
BV fortalte om Kunstforeningens projekter:
• SEEK Festival som i år ligger 30.-31. maj.
• Besøg og idéudveksling med Stadsarkitekt Anne Mette Boye.
• Marselisborg Havn er kommet med på den officielle kunstrute med start fra Aarhus Ø (ved
solbrillerne) og med slutning ved The Party has Landed.
• Foreningen arbejder på at skabe en kunstpark på Marselisborg Havns område. I den
forbindelse indgår en Ansøgning til Statens Kunstfond om tilskud til en kunstrådgiver.
• Levering og indvielse af skulpturen ”The Party has Landed” af Eske Touborg. Indvielsen finder
sted i starten af august 2025.
LG: Herefter følger et par eksterne indslag. Først Henning Suhr (sikkerhedsansvarlig i Marselisborg
Havn).
Sikkerhed mv.
Henning Suhr: Korte servicemeddelelser
• Vi flytter hjertestarteren fra Sejlklubben til Baderiget.
• 10. maj er der brand- og sikkerhedskursus.
• 24. maj er der loppemarked med sejlergrej på Havnetorvet.
LG: Tak til Henning. Nu går ordet til Torben Søgaard fra Baderiget.
Baderiget
Torben Søgaard (formand for Baderiget): Først og fremmest er vi er meget glade for havnen. Klubben
har pt. 1.150 medlemmer. Vi får en tredje sauna, som ikke giver flere medlemmer.
Derudover ønsker vi at udvide klubben med flere bygninger, som bliver bygget i samme stil som de
øvrige sorte træhuse på havnen. De nye huse indeholder et klubhus, bad og toilet samt endnu en
sauna med plads til 30 pers. Vi ønsker at optage 500-600 nye medlemmer, da der er stor
efterspørgsel. Der er efterhånden godkendelse til projektet hele vejen rundt og stor opbakning.
Vi har et godt samarbejde med havnen og bestyrelsen. Vi er medlem af DGI og bakker på den måde op
om idrætslivet i Aarhus. Vi har en god klub, og det er sjældent, at vi skal bortvise medlemmer.
Spørgsmål fra salen:
Per, 1035: Er bekymret ang. parkering, når der kommer flere medlemmer.
Torben Søgaard: Mange af vores medlemmer cykler, og der er generelt et infrastrukturproblem. Vi er
åbne overfor at opfordre til, at man tager cyklen.
TDF: Det er ikke alle baderigets som ankommer på en gang. Der er generelt et kapacitetsproblem.
Sten, 3594: Undrer sig over, at der er givet tilladelse til placeringen af Baderiget af bestyrelsen og
havnechefen. Stranden er blevet spærret for pladshavere.
TDF: Bestyrelsen har en visionsplan om at skabe liv på ydremolerne. Vi skal stille havnen til rådighed
for så mange som muligt – ikke kun sejlere. Vi ønsker at udnytte moleområdet. Pladshavere har
adgang til at bruge stranden.
Sten: Mener ikke, at det er rigtigt, at der ikke var aktivitet før.
TDF: Vi står stærkt, fordi vi stiller havnen til rådighed for byens borgere. Det betyder meget i
samarbejde med kommunen.
Pia, 3857: Er man bedre stillet ift. medlemskab af Baderiget, når man har plads i havnen?
Torben Søgaard: Er villig til at drøfte det i bestyrelsen. Reglen var, at alle medlemmer kommer ind i
klubben på lige vilkår. Der er en del medlemmer, som er pladshavere.
LG: Havets Højskole har ordet.
Havets Højskole ved Alex, Katrine, Anna: Fortalte om Højskolens aktiviteter og formål, bl.a. at man får
adgang til den fælles båd, så man kan finde ud af, hvad det vil sige at sejle uden at skulle købe båd
selv. Vi er også en højskole, så det er et socialt projekt, hvor vi tager på ture og laver ting sammen. Tak
til havnen for de gode muligheder for os.
LG: Punktet Havnechefen orienterer er slut.
6. Indkomne forslag/spørgsmål
LG: Der er ingen indkomne forslag/spørgsmål.
7. Udpegning af medlemmer til bestyrelsen og af kritisk revisor
På valg til bestyrelsen er: Lisbet Bladbjerg og Thomas Storgaard. Begge modtager genvalg. Begge blev
genvalgt.
Bestyrelsen foreslår nyt medlem: Julie Krøyer Hindkjær. Julie blev valgt som nyt medlem af
bestyrelsen.
På valg til kritisk revisor er: Bjarne Vium, som modtager genvalg. Som ny kritisk revisor foreslår
bestyrelsen Sonny Moric. Bjarne blev genvalgt, og Sonny blev valgt til ny kritisk revisor som erstatning
for Henrik Jensen, der har solgt sin bådplads.
LG: Er der spørgsmål? Ingen spørgsmål
8. Eventuelt
Intet under dette emne.
CM: Tak til Lars Gregersen og tak til Henrik Jensen for din tid som kritisk revisor. Tak for ny- og genvalg.
Vi glæder os til samarbejdet. Tak til MAST for forplejning. Tak til indslag og til jer der kom.
Lars Gregersen
Dirigent